Censur på internet
Internet opfatter censur som en fejl og sender trafikken omkring censuren.
Man hører jævnligt om grupper som IFPI, politikere og andre teknisk ukyndige udtale at noget skal begrænses på internet, eksempelvis allofmp3 der er en musikservice i Rusland.
Desværre er det ikke så let endda og jeg tror ethvert forsøg på at begrænse trafikken på den måde vil fejle!... og heldigvis!
Jeg er imod censur. Jeg mener det er en menneskeret at kunne udtrykke sig frit og kommunikere privat med andre mennesker - selvom det så skulle betyde at danske kunstnere mister indtægter. Vigtigheden af fri og åben kommunikation er vigtigere og internet er heldgivis opbygget således at det vil være umuligt for danske internetudbydere effektivt at begrænse adgangen til allofmp3.
Teknisk censur
Jeg kan desværre ikke skrive en komplet oversigt over hvad der kan lade sig gøre - men prøv at følge de spørgsmål og svar jeg her har angivet - så håber jeg du forstår at de naive forsøg på at blokere ikke vil være effektive.Kan internetudbyderen begrænse din adgang til internet?
Ja, de kan filtrere din trafik ved at se på adresser som der sendes til, sendes fra, portnumre der sendes fra, porte der sendes til, protokollen og en del andre oplysninger i trafikken.
Ønsker internetudbydere generelt at filtrere trafikken?
Nej, det giver ekstra arbejde og derfor er det typisk kun få services og porte der forsøges blokeret.
Har du et eksempel på en blokeret service
Ja, TDC blokerer port 25 der benyttes til protokollen SMTP der er post protokollen på internet - næsten alle e-mails sendes via SMTP over port 25.
Hvad så hvis de blokerer trafik fra min adresse til en adresse hos allofmp3?
Så må du route dine pakker med data udenom - og dette kan formentlig nemmest gøres ved hjælp af en proxy. I mange tilfælde vil din trafik faktisk slet ikke komme fra din adresse - hvis du eksempelvis er på arbejde kan det være din trafik sendes ud på internet via en udenlandsk internetudbyder.
Der findes idag på internet mange steder man kan sende sin trafik via en proxy i udlandet og derfor vil det ikke være nok at blokere hos internetudbydere i Danmark. Hvis man har en internetforbindelse som er relativt åben vil der altid være mange muligheder for at omgå filtrering.
Bonusspørgsmål: kan man så ikke bare blokere proxy'er?
Jo, det vil være muligt at blokere for adgangen til proxy'er, hvis man ved hvilke man vil blokere for. Det vil ikke være muligt at se indholdet af trafikken hvis den er krypteret og derfor vil det være gætterier hvis man vælger at blokere adgangen til diverse udenlandske services - på antagelser og formodninger.
I så fald er vi nået endnu længere ud på en glidebane imod censur af almindelig kommunikation - hvad jeg aldrig håber vi kommer til!
Citater om internet
Citatet øverst er en fordansket udgave af et citat fra John Gilmore"The Net interprets censorship as damage and routes around it." John Gilmore (EFF).
EFF er Electronic Frontier Foundation og har igennem mange år kæmpet for privatliv på internet. Jeg vil anbefale dig at læse lidt om dem på deres hjemmeside http://www.eff.org/
Du kan finde flere gode citater på adressen: http://cyber.law.harvard.edu/people/reagle/inet-quotations-19990709.html




